”I don’t have the luxury to look away. I have evidence.” Med disse ord udstedte ICC’s chefanklager d. 14. juli 2008 en arrestordre på Sudans præsident Omar Hassan Al Bashir for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Darfur.
     Arrestordren blev prompte mødt med massiv kritik fra flere sider. Bl.a. appellerede Den Afrikanske Union til FN’s sikkerhedsråd om at blokere for beslutningen med henvisning til den regionale sikkerhedssituation, og USA's tidligere Sudan-udsending Andrew Natsios advarede om en ”disaster in the making”, der kunne gøre Sudan til et nyt Rwanda.
     Dermed aktualiserede arrestordren en række af de principielle indvendinger der siden Rom-statuttens udformning i 1998 er blevet fremført imod dannelsen af en permanent international straffedomstol. Således er domstolen bl.a. blevet kritiseret for:

• at savne empirisk understøttelse;
• naivt at overføre traditionelle strafferetsrationaler (særligt tanken om præventiv effekt gennem afskrækkelse) fra nationalstaten til den internationale arena;
• at operere med et individuelt begreb om skyld og ansvar der er malplaceret i forbindelse med forbrydelser som folkedrab;
• at sætte (straffe-)retfærdighed over fred og forsoning

I oplægget giver jeg et overblik over centrale positioner i debatten og argumenterer for at kritikken ofte enten overvurderer problemernes omfang eller misforstår rationalerne bag en international straffedomstol.

Se slides fra foredraget her.